Johan Sebastian Welhaven , Diktlesersirkelen

 

Tema januar : Romantikken i Anitas Diktlesersirkel

Denne gangen valgte jeg meg Johan Sebastian Welhaven f. 1807 -1873) som en fra romantikken. Welhaven var den store Kontrasjonsdikter (som betyr at han filer og pusser ned til det vesentlige). I motsetning til Wergeland fra samme periode som var en ekspangsjonsdikter, han maler ut i det store og brede. 

To menn som levde på samme tid og skrev svært ulikt, som to motpoler. Han var romantikeren og hadde stor interesse for estetikk. Han dyrket den rene sjangeren, og til den dikteriske formen. En hyllest til diktet og det frie ord. 

Welhaven var født i Bergen, men sitt voksne liv levde han i Christiania. Han underviste ved Det Kongelige Fredriks Universitet i Christiania fra 1843 i filosofi og litteraturhistorie.  

Diktets Aand er et dikt fra "Fra nyere Digte samlingen». Dette diktet sier noe om Welhavens syn på kunst (metapoesi). Det er ganske langt, men alt må med. Dette diktet regnes som Welhavens testament, de vil si hva han ville formidle av estetisk og det kunstnerisk. En hyllest til diktet og det frie ord.

Hvad ei med Ord kan nævnes

i det rigeste Sprog, 

der Uudsigelige

skal Diktet røbe dog. 

 

Af  Sprogets strenge Bygning,

af Tankeformens Baand

stiger en frigjort Tanke,

og den er Diktets Aand.

 

Den boede i Sjælen

Før Strophens Liv blev til,

og Sprogets Malm er blevet

flydende ved dens Ild.

 

Den gjennemtrænger Ordet

lig Duft, der stiger op

At Rosentræets Indre

 i den aabnede Knop.

 

Og skjønt den ei kan præges

I Digtets Tankerad,

den er dog der tilstede

som Duft i Rosenblad.

Glem da den gamle Klage,

at ingen Kunst formaaer

at male Tankefunken,

hvoraf et Digt fremstaaer.

 

Thi hvis den kunde bindes

og sløres af paa Prent,

da var i denne Skranke

dens Liv og Virken endt.

 

Den vil med Aandens Frihed

svæve paa Ordets Klang;

den har i Digtets Rhythmer

en stakket Gjennemgang.

 

En Gjennemgang til Livet

I Læserens Bryst;

der vil den vaagne atter

I Sorrig eller Lyst,

 

Og næres og bevæges

og blive lig den Ild,

der laae i Digtersjælen,

før Stropens Liv blev til.

Kun da bevares Digtet

sin rette Tryllemagt,

det Uudsigerlige

er da i Ordet lagt.

 

Betrakt den stille Lykke,

der gjør en Digter varm,

mens Aanden i hans Sange

svæver fra Barm til Barm

 

Lad kun hans Rygte hæves

mot Sky af Dogens Vind,

det er dog ei den sande

Kvægelse for hans Sind

 

Men naar hans Tankebilled,

med eller uden Ry,

finder et lutret Indre

og fødes der paany-

 

O, bring ham da et Budskab

om dette Aandens Bliv;

thi dermed er det lovet

hans Verk et evig Liv.